I made this story of Tage and his Pride in 2003 as my final project at the Danish School of Journalism.
Sorry, its in danish. But you could let Google Translate it for you?

"Min Søn skal ikke være fisker"

Tekst og foto: SOFUS COMER, december 2003

Klokken er syv om morgenen i Jammerbugten. Et rustent kabel fra en af landingsstationens mange wire og hjul, trækker fiskekutteren HM58 – ”Nordsøen”, fra dens hvilested på strandkanten ud på havet. En svag decembervind leger let med det mørke havs bølger, da den slidte kutter begiver sig ud fra fiskelejet Lildstrand i det nordlige Thy. Ombord er 45 årige kystfisker, familiefar og kaptajn Tage Nielsen og hans medhjælper Henning Bliksted Ørebro.

De første hundrede meters sejlads foregår langs kysten indtil Tage med stor præcision sejler gennem en sanddønning, hvor kutteren kan passere ud på åbent hav. Lysene fra Lildstrands landingsstation forsvinder langsomt, da skibet sejler ud i mørket.

Tage styrer kutteren mod en uvis destination og en uvis fangst, mens Henning er gået ned i kahytten for at sætte vand over til kaffe. En stærk duft af varme bønner og diesel spreder sig på dækket.
Hverken Tage eller Henning siger noget. Rutinen har taget over, og ingen af dem har sovet særlig meget natten forinden.
En times sejlads senere stopper Tage kutteren og kaster anker.
Henning sørger for, at snurrevoddet bliver klargjort og kort efter er to store vodtromler i færd med at rulle flere hundrede meter vod ud i det mørke hav.

Det er ikke dyrt måleudstyr, der afgør hvor voddet kastes ud, men et skøn fra Tage der med over 25 års erfaring på havet vurderer, at her er ligeså godt som alle andre steder.
»Nu skal vi have en kop kaffe,« siger Henning og henter den friskbryggede kaffe fra kahytten. Tage tager imod med et smil. De tænder begge en smøg og snakker om nattens strabadser med Tages spædbarn, der vågner i tide og utide. Dagens første samtaleemne.

Dem derhjemme
Tages samlever Annette er 35 år og oprindelig fra Gentofte. Hun flyttede til den nordvestjyske by Frøstrup for at prøve lykken som ridelærer i en rideklub. Hun møder Tage for første gang i 2001. Tage får et godt øje til den rapkæftede københavner og melder sig ind i bestyrelsen for rideklubben og tre måneder senere flytter Annette og hendes seks årige datter Vickie ind hos Tage. Sammen har parret i dag sønnen Emil på to måneder.

Tilbage på havet er voddet rullet helt ud. Kutteren får lidt mere fart på, og langsomt begynder de at trække voddet om bord igen.
»Jeg tror heller ikke, der er nogen rødspætter i dag,« siger Tage. Han bruger vandets kulør til at bedømme om der er den rigtige undervandsstrøm til at bringe fiskene hertil. Henning ryster enigt på hovedet, men stiller alligevel vanen tro fire store fiskekasser parat på dækket.
Mere end 50 skrigende havmåger er inden for kort tid strømmet til kutteren. De deler øjensynligt fiskernes bekymringer om for få fisk. Der er rift om gode flyvelinier, og de bedste ventepladser på dækket er hurtigt optaget. Henning forsøger at gøre livet surt for de nærmeste ved at spule dem fra sans og samling med en stor gul vandslange.
»De tager vores fisk, bare vi vender ryggen til,« griner Henning.
Spændingen stiger, da voddet er ved at være tilbage på vodtromlerne igen. Både Tage og Henning er klar til at tage imod fangsten.
Dér kommer de første rødspætter til syne og med ét er hele voddets indhold på dækket.

Ærgrelsen over dagens første fangst er tydelig.
»Der er så få, at vi kan tælle dem,« siger Tage. Uden yderligere ord går han over til Henning og hjælper til med at sortere de store rødspætter fra de små. De torsk, der er fanget, må de derimod kaste overbord til stor frustration for dem begge. Mågerne kaster sig til gengæld skrigende over de halvdøde torsk, der ikke når at smutte væk under vandet igen.
Som skipper på en båd risikerer man en bøde på minimum 2.500 kroner ved at tage ulovlige fisk med i land.
Første fangst består af én kasse rødspætter og et par ”københavnere” (Jysk betegnelse for ulke).

Dyrekøbte lærestreger
»Jeg startede min karriere som fisker i 1976. Vi sejlede mange dage på havet, før vi kom i land. Men det var umagen værd. På bare tre måneder kunne jeg tjene det, der svarer til en hel årsløn«. Han fortsætter:
»Jeg følte, at jeg var noget. Det at tjene penge og kunne give vennerne en omgang gjorde mig glad. Man møder ikke et menneske, der er så tilfreds, som en fisker der kommer i land efter en god fangst,« siger Tage.

Tage købte sin første båd i 1981 og fiskede snurrevod ud fra Lildstrand.
»Jeg tjente mange penge, men efter skilsmissen fra min daværende kone i 1988 brugte jeg også mange penge på vilde byture. Min økonomi blev dårligere, og allerværst blev det, da min daværende båd sank i 1992. På en måde var jeg lettet. Nu kunne jeg slippe af med min gæld med forsikringspengene,« fortæller Tage.

Men forsikringsselskabet valgte at hæve båden. Det tog fem måneder at klargøre Tages båd, og i den tid var hans gæld vokset, så et inkassofirma blev sat ind. Der måtte gøres noget.
»Jeg tog med en trawler på jomfruhummerfangst i Norge, og det lykkedes mig at betale min gæld. Min båd var klar igen. Men så kom momsen, og banken ville ikke låne mig penge til at starte igen«.
På det tidspunkt var bunden næsten nået for Tage.
»Jeg tog en beslutning om at leve og med ét droppede jeg de vilde byture og tog båden med til Hvide Sande for fange kuller. Her tjente jeg nok til at komme ovenpå igen,« siger Tage.
»Et par år senere, d. 3. september 1997 var vi taget ud som sædvanligt for at fiske. Vi havde en tysk turist med os på havet. Solen skinnede, og der var ikke den mindste vind. Lige pludselig begyndte båden at synke én gang til. Vi nåede lige akkurat alle ombord på en kollegas båd der var kommet os til undsætning, før min båd forsvandt i det stille hav«.
Denne gang lod forsikringsselskabet båden hæve til ophugning, og den står i dag på en legeplads i en nabolandsby.
»Da jeg i 1997 købte min nuværende båd ”Nordsøen” for over 1 million kroner var jeg i den tro, at jeg kunne leve af det. Jeg var blevet fornuftig efter en masse dyrekøbte lærestreger. Jeg så ingen risiko ved at købe båden. På det tidspunkt var der relativt fri fiskeri og den gæld jeg havde fra min tidligere båd, der sank, var til at overkomme,« fortæller Tage.

Fiskekvoterne
Der har altid været kvoter, men efter en kraftig stramning i 1998 og et tilbud om ophugningsstøtte, der fulgte i kølvandet fra EU, valgte mange kystfiskere at stoppe. Også i Lildstrand, hvor Tage er formand for fiskeriforening og dermed ansvarlig for landingsstationen. Mange af landsbyens fiskere tog imod tilbuddet. De kunne nu få op til 80% af bådens salgsværdi, og dermed skille sig af med deres værste gæld.
Landingsstationen er bygget til at kunne servicere ca. ti både, og det antal skal der til, for at få det til at løbe rundt. I dag er der fem tilbage til at dele udgifterne.
»Vi har i det sidste kvartal haft et underskud på 170.000 kroner, og med nye varslinger om yderligere stramninger i 2004 ser fremtiden sort ud,« sukker Tage.

Pynt i regnskabet
»Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi pynter i regnskaberne. Et par torsk i ny og næ bliver solgt under bordet, og fiskekvoterne deles mellem kollegaerne for at få det optimale ud af økonomien«. Det er ikke noget Tage er stolt af.
»Jeg så allerhelst, at det kunne lade sig gøre at leve fornuftigt med de love og kvoter, der er i dag. Men hvis vi følger reglerne til punkt og prikke, kan det ikke løbe rundt«. Han fortsætter:
»Det er til dels vores egen skyld, for der er flere fisk end EU tror. Deres tal bygger på vores fangstjournaler. Og når vi skriver at vi har fanget færre fisk end vi reelt har, er det klart, at EU konkluderer, at der ikke er fisk nok og derfor sætter kvoterne ned«.
»Banken følger også med i regnskaberne, og det bliver sværere at overbevise dem om at låne os penge til nye investeringer, når fremtiden er så usikker,« siger Tage.

Din sure fiskerøv
Tage og Henning har rullet nyt vod i vandet til dagens andet fangstforsøg. ”Nordsøen” er sat på autopilot, mens frokosten bliver indtaget under dæk. Menuen er et stykke franskbrød med hvidløgspate.

Bip bip! Der er kommet en SMS besked på skibets mobiltelefon. »Din sure fiskerøv!«. Beskeden er fra Annette. »Din sure ponyrøv!« svarer Tage og smiler.

»Annette og jeg ville ikke have været sammen i dag, hvis ikke hun var så stædig. Når det går skidt med fiskeriet, lukker jeg mig inde i mig selv og snakker ikke med nogen om noget. Annette kæmper en hård kamp for at få mig til at snakke om de ting, der går mig på. Men det er svært at blive konfronteret. Især når det handler om ens egen stolthed over ikke at kunne slå til,« erkender Tage.

Landsbyen smuldrer
Bortset fra et tre måneders ophold i nabobyen Frøstrup har Tage altid boet i Lildstrand.
Forældrenes købmandsbutik, der i dag er bygget om til Tages hjem og byens billardklub, var dengang rammen om Tages verden.
»Jeg var nede ved vandet hver eneste dag for at se de store fiskere sejle ud på havet. Dengang boede der over 160 mennesker i byen. I dag er vi kun 67.
Jeg kunne ikke tænke mig at bo andre steder end her. Sammenholdet er stadig godt, men jeg tror ikke Lildstrand lever i det uendelige. Som det går os nu, ender vi med at blive en historisk turistattraktion,« siger Tage.

Klokken er hen ved halv fire, da Tage og Henning beslutter sig for at sætte kursen mod fastlandet. Andet fangstforsøg skabte ligeså meget ærgrelse som den første. Dagens resultat blev knap tre kasser rødspætter.

Inde ved landingsstationen står en lille pige og venter.
»Far! Du er hjemme!« Det er Tages 10 årige steddatter Vickie, der med stor beundring kaster sig ind til Tage. Han smiler med lukket mund tilbage til hende.
Kort ordveksling om fangstskuffelsen deles med kollegaerne på stranden. De har heller ikke fanget særlig meget. Henning siger farvel til Tage og de bliver enige om at prøve igen i morgen.

»Kom Vickie, nu går vi hjem og får noget kaffe,« siger Tage. Hånd i hånd går de hjem i stilhed.

»Hej skat. Hvordan er din dag gået?« spørger Annette og læner sig over til et diskret kys fra Tage.
»Som sædvanligt,« svarer Tage og lyser op, da han hører barnegråd fra børneværelset. Emil er vågnet og vil have varm kamillete. Tage henter sin søn, der med hengivende øjne kigger op på den stolte far.
»Du skal ikke blive fisker min dreng,« hvisker Tage stille.